IQ står for ‘intelligence quotient’. For de fleste virker det sikkert helt enkelt: Man måler en persons IQ, og så ved man, hvor klog personen er.
Men der er langt fra enighed om, hvad intelligens (IQ) egentlig er. Et af de store spørgsmål er, hvad man skal ”måle på” for at kunne sige noget om IQ. Skal de sociale kompetencer og det følelsesmæssige fx med, i hvordan vil man i så fald måle det?
Lad os se lidt på et par typiske definitioner på IQ. Nogle siger, at intelligens må have at gøre med evnen til at indsamle og behandle viden. Andre taler mere om evner til at ræsonnere, fx evnen til at finde korrekte konklusioner ud fra givne præmisser eller erfaringer. Så er der en hel anden opfattelse af intelligens, som anfører, at IQ er et spørgsmål om succes i livet. Har man stor succes, er man sikkert intelligent. Det kan i sådan en definition blive svært at afgøre, hvad succes så er for en størrelse. Er det fx et spørgsmål om penge? Nogle fokuserer især på de mere abstrakte tænkeevner, mens andre måske vil vælge at inddrage konkrete operationer, fx vil nogle hævde, at man kan være praktisk intelligent, og at dette måske kunne indgå i en IQ-test.
Hos en intelligensforsker som Gardner kan man opdele intelligens – eller IQ om man vil – i 7 typer. Der er først de fem typer matematisk/logisk intelligens, sproglig (verbal) intelligens, musisk, kropslig og rumlig. Er man særligt god til regning, geometri eller formler, har man den matematisk/logiske intelligens. Den sproglige handler ikke kun om at forstå fremmedsprog, den handler også om forståelsen af sprogets opbygning og indhold. Kan man fx hurtigt finde synonymer for et ord eller nævne mange ord, der begynder med et bestemt bogstav, så har man måske meget af denne type intelligens.
Han supplerer med de lidt mere usædvanlige typer intrapersonel og interpersonel. Der er tale om personlig/social intelligens. Det første er forståelsen af egen person (selvforståelse), det andet er forståelsen af andre og evnen til at indgå i sociale relationer. Der har naturligvis været en del kritik af dette i den almindelige IQ-debat. For det første kan man spørge, hvorfor der lige skal være 7 typer, ja, faktisk supplerer Gardner med en 8.: Den naturalistiske intelligens, som har at gøre med evnen til at forstå forhold i naturen (fx kategorisering af planter og dyr). Men hvem kan afgøre, om det lige skal være 7-8 typer? Desuden mangler der videnskabeligt belæg for, at vores intelligens kan opdeles på denne måde.
Blandt de helt store debatemner inden for IQ –måling og intelligens kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt IQ er medfødt eller ej. De fleste er enige om, at begge dele har betydning, altså både arv og miljø. Men nogle lægger dog mere vægt på den ene side, og således opstår debatten. En anden diskussion, som vækker opsøgt, handler om køn og IQ. Er mænd og kvinder lige kloge?
